Denne HJEMMESIDE er den oprindelige og er stadig under ændring og forbedring                                            
Hjemmesiden er den 23.maj 2005 bygget op med Mandriva 2005 (Linux) og Mozilla Composer af mig selv, men nu opdaterer jeg den udelukkende i Windows XP Home ved hjælp af Nvu Version 1.0 (tekst) og min udbyders program (fotos m.v.) og fra juni 2007 skifter jeg over til opdatering i Vista Home Premium og KompoZer Ver. 0.7.10 (afløser for Nvu). 5.marts 2012 opdateres i Windows 8.
                                    -o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-   

This Website is the original and still updated - built first time 23rd.May 2005 with Mandriva Linux and Mozilla composer but now updated with Vista Home Premium and KompoZer (former Nvu).Since March 5.2012 updated with Windows 8.     

                TILLYKKE - der var du meget heldig -   Du åbnede nemlig for: www.Bent-Sture.dk

         

      STOP OP et øjeblik af dit liv og se denne film - TRYK HER (That's Your LIFE - Press here)


           When you see: Se her:  it means Look here and it gives you a link to something special in connection with the texture - often in English.


Bent 6 måneder               Så voksede jeg op !                        Fik mine nye tænder          Kom ud i den store verden !            og fik mine erfaringer !          

      

Mit første foto 6 måneder                     Så voksede jeg op                             Fik nye tænder                  Kom ud i den store verden     og fik mine erfaringer

(My first photo 6 months old)                (Then I grew up)                                (Got new teeths)                (Went out in the big world)     (Got new experiences)

Assentoft 1988 - 2008      

Aalborg 2008 -   

Als Odde juli 2009

Livø august 2009

Mossø/Okssø sep. 2009   

Ældreforeningen 'Flammen' 

Tall Ships Races - Aalborg 21-24.juli 2010

             

                                                                            
Efter pensionering i 1996
(After retirement)
Fotos fra sommerhuset på Als Odde
(Photos from the summerhouse)
Haudal-FDB-Sagen i 1979-80

Gamle papirer (gemmes)                                                                                                
(Old documents)
The Jordanaires

Dit Horoskop (fra Newbie.dk)

Natur, fotos og film (lidt sjov)
(Nature, photos and pictures (fun ?)

Birte's egen side (hvem er det ?)
(Birte's own web-blog - (who is she ?))

Dating-blog:

                                           Findes ikke på Grønland, men alligevel !


                                                                BENT STURE's (OPRINDELIGE) HJEMMESIDE

Jeg har valgt at oprette en HJEMMESIDE mest for min egen skyld for at holde 'de grå hjerneceller igang' med et spændende projekt og så se hvordan det vil udvikle sig og hvad jeg rent kombinationsmæssigt er i stand til ved hjælp af teknik og fantasi at frembringe og i anden række for at fortælle familie og venner og andre interesserede om mit liv og mine aktiviteter før og efter min pensionering i juni 1996.
Mine børn har tidligere spurgt om ikke jeg ville skrive en bog om mit liv - dette er en slags virkeliggørelse at dette.  Jeg har samtidig kombineret hjemmesiden med SLÆGTSFORSKNING, hvor jeg benytter en amerikansk gratis-program, som er virkeligt godt skruet sammen. Jeg har på opfordring gjort dette program afhængig af et spørgsmål, som kun meget få kender svaret på.

Såfremt nogen alligevel føler sig gået for nær i nedenstående fortælling om mit livs oplevelser, så fortæl mig det endelig, så personfølsomme oplysninger kan fjernes eller redigeres på en anden måde, men glem ikke at dette er en webblog, som du vil opleve overalt på nettet - d.v.s. at de samme informationer findes et andet sted - det viser 'en googling' tydeligt. Hist og pist har jeg 'lånt' en finesse, som tiltalte mig 'ude i rummet' og der hvor den blev hentet fra var den måske osse 'lånt'. Det kaldes for FRIHED PÅ NETTET - meget lidt er super-originalt - alene det program jeg benytter til at redigere hjemmesiden ligger FRIT og GRATIS til brug for ALLE (og tilmed på DANSK).

Jeg har 500 MB (2009 5 GB til samme pris)  til rådighed hos min udbyder, som har opbygget sin server Linux baseret (det har de fleste udbydere fordi de dermed undgår afgifter til Microsoft), og dette OS har jeg også brugt i starten, men nu benytter jeg Windows Vista Home Premium samt Nvu til vedligehold, dog undtagen fotos, hvor jeg benytter min udbyder til opdatering af fotos, lyd og video.
Jeg har hidtil kun brugt 230 MB eller 46 % (jan.2008 med en del nye film) - så der kan fyldes meget på dette projekt for KUN 9 kr. om måneden + moms så det er en meget billig hobby, som desværre kun giver finger- og hjernegymnastik så jeg må osse på havearbejde eller fælde nogle træer i skoven.
 
Udover tekst vil jeg vise så mange billeder som muligt fra mine rejser. Jeg har altid både mit videokamera og mit digitale kamera med ud i verden og tager rigtig mange videofilm (DV) og digitale billeder (SD-kort), men jeg har også taget eengangskameraer med - de tager også ret gode billeder - har jeg opdaget
.
Jeg bruger nu også min mobiltelefon Nokia 6300 med 2 Megapixel kamera og 2 GB SD kort til Foto/Video og adgang til internet via GRPS - det er bare fantastisk med op til 4.400 fotos på SD-kortet.

Jeg gik på efterløn efter 47 års arbejde i erhvervslivet den 31.maj 1996 ( jeg blev hurtigt klar over at det var mere end nok). Min sidste arbejdsplads var Randers og Viborg Mejeriselskab som økonomichef (læs: hårdt-arbejdende-altmuligmand-døgnet-rundt) med 14 års anciennitet (1982-1996).

                 altid i sving    
                                                                     Fra en jobsamtale    



Mine arbejdspladser bagud i tiden var følgende: (my career)

Haudal's Lavprisvarehus i Paderup/Randers - Økonomichef - 1978-80 (gik i betalingsstandsning - jeg afviklede boet - overtaget af FDB/Coop)
Sekura Maskinfabrik, Randers - Regnskabschef - 1975-78 (blev opkøbt af hollandske Bosal og eksisterer endnu)
Nordisk Fjer (Centerfill A/S), Middelfart, Zürich,Oslo, Hälsingborg - Regnskabschef - 1970-75 (gik konkurs, da Johs.Petersen skød sig selv)
Plumrose (Sønderbys Fabriker), Ebberup - Driftsbogholder - 1961-70 (blev opkøbt af Ø.K.,så af Arla og senest af Dan Blends)
Atlas Svenska Försäljnings AB, Malmö - Bogholder - 1956-61 (firmaet nedlagt)
Atlas Maskinfabrik, København  Kontorlærling/assistent - 1949-56 (opkøbt af nordmænd og forsvundet)

Jeg tror ikke at bemærkningerne efter årstallene skyldes mig...men man kan aldrig vide det helt sikkert !

                                                          

MIT LIV   (Bill Clintons biografi med samme navn udkom senere og er helt uden sammenligning)

J
eg blev født den 10.oktober 1932 på en privatklinik i Hellerup, hvilket var noget usædvanligt på det tidspunkt. Jeg har stadig regningen på kr. 500 for min fødsel og min mors og mit ophold i hele 10 dage. Det var ret mange penge, for min far tjente kun kr.35 om ugen som maskinarbejder på B & W's afdeling på Refshaleøen.

Min far stammede fra Mörrum i Blekinge, hvor han blev født nytårsaften 1899 af sin ugifte mor, Pigan eller Torparedottern Bernhardina Andersson. Min ukendte farfar var sikkert en gift mand. Det som min far fortalte i min barndom var at han var et 'trolovningsbarn' og at hans far var dræbt af toget før han blev født. Sikken en røverhistorie ! Men min mor troede på den ligetil jeg overbeviste hende om en anden forklaring. Jeg har et billede af ham iført jernbaneuniform samt en billettang, som er dateret i New Heaven - Connecticut - januar 1901 - altså der var forbindelse mellem dem efter min far blev født. Billedet af ham er fotograferet hos Falk i Karlshamn 1901 og butikken eksisterer stadig omend under et andet navn. Det lykkedes ikke at spore den gamle glasplade eller noget arkiv, selvom jeg forsøgte det. En hel del slægtsforskning har ikke bragt noget nyt for dagen om ham. Jeg har været i kontakt med Kristianstads Järnvägsmuseum, som havde mange billeder fra den tid, men 'de lukkede lidt af' for oplysninger selv om personen måtte have været død i over 100 år, men de fortalte at uniformen var fra Blekinge trafikken (den smalsporede linje) mellem Karlshamn og Karlskrona.
I august 2006 fortæller Bosse fra Stockholm at at sporene ikke var smalsporede, men mellemsporede - nemlig 1067 mm - som mange baner var i Sverige den gang - TAK BOSSE - du er jo pensioneret jernbanemand - så prøv at finde min formodede FARFAR. Så i maj 2007 fortalte en sagkyndig - Ebbe Falk - at disse spor kaldes Cap-spor (opkaldt efter Cape Town), idet de findes i det meste af Afrika og Asien, og det må han bestemt vide, da han har planlagt og etableret nogle af disse togstrækninger bl.a. da han var udstationeret i Persien (Iran).
 
Kirkebøgerne fortæller intet om at han har påtaget sig faderskabet, så han har gemt sig helt godt og måske betalt sig fra det - så jeg har nok en hel del ukendte slægtninge på hans side - men der var andre oplysninger i de gamle kirkebøger, som præsten i Mörrums Kyrka velvilligt fandt frem. De skulle først afleveres efter 100 år til Landsarkivet i Lund og jeg var der i slutningen af det gamle århundrede.


Min farmor har jeg kunnet følge med oplysninger fra Landsarkivet i Lund. Hun overlod min far til sine forældre i Mörrum og rejste rundt som hushjælp bl.a. i Lund og Malmö, hvor jeg fik oplyst hos hvem og deres adresser... det var flot og lidt sjovt...derom senere.

Den 1.februar 1907 flyttede hun til København og tog min far med i maj 1907. Hun blev ansat som kokkepige i Nyhavn 59 hos Henrik Jönsson (også en svensker) i Hotel Stockholm og Stockholms Kjælderen. Det eksisterer ikke mere og nogen oplysninger er det ikke lykkedes at finde - endnu, men jeg har et gammelt billede af ejendommen med Jönsson stående foran og min far stående på kældertrappen ca. 12 år gammel. Jönsson er i KRAK registreret som Gæstgiver i 1903/4 med en årsindkomst på kr. 1.000, hvilket den gang var en meget beskeden sum på højde med en arbejdsmands årlige indtægt.

I 2010 åbnedes Politiets registreringer og dér fandt jeg både min farmors ankomst til Danmark - nemlig 22.april 1902 (min far var da knap 2½ år) og Henrik Jønsson's data - han stammer fra Sallerup lige uden for Malmö, hvor vi boede meget senere i livet:
Hvor mange år de havde adresse i Nyhavn 59 hos Henrik Jönsson ved jeg ikke endnu, men jeg søger videre !
       
Se disse papirer HER               

Min far blev registreret i Folkeregistret i København efter hans flyttepapirer (som jeg har og de har været meget nyttige i slægtsforskningen) og han blev registreret med sine 2 fornavne - Oskar Sture - som henholdsvis fornavn og efternavn. I papirerne stod der om han at han var 'oä' altså uægte søn af Pigan Bernhardina Andersson. Mit gæt er at han blev opkaldt efter den daværende konge og efter sin biologiske far.

Egentlig skulle jeg hedde Andersson til efternavn eller Wäfware, som var min oldefars soldaternavn, som ofte går videre i slægten, men pyt med det !

I Sverige nævnes nemlig KUN fornavne i dåbs- og flyttepapirer i modsætning til i Danmark, hvor efternavnet også medtages. Vore 2 ældste børn er født i Sverige - og de har intet EFTERNAVN i deres svenske papirer, men heldigvis er Pia blevet døbt i Nyborg kirke, så i hendes dåbsattest er efternavnet med.

Sture er et svensk fornavn og det har senere givet anledning til nogle sjove episoder.

Mine forældre Oskar og Erna Sture boede i en nybygget ejendom med 167 lejligheder i en 2 værelsers lejlighed på 56 kvm på Godthåbsvej 304  - senere ændret til Bellahøjvej 112 i Brønshøj med senere postadresse i Vanløse.
Min mor havde arbejdet bl.a. i Fonnesbech som ekspeditrice indtil jeg blev født. Derefter var hun hjemmegående og jeg hængte i hendes skørter til jeg som 6½ årig den 15.maj 1939 blev sendt i den nybyggede Bellahøj Skole. Den lå i Svenskelejren - et passende navn for en halv-svensker - hvad jeg dengang ikke viste at jeg egentlig var - og dog.

Jeg har for nylig lavet et udtræk fra DDD Indvandrerdatabasen, som fortæller om min far, at han som maskinlærling ved  lov af 14 04 1920 løbenummer 426 tillæg A blev dansk statsborger. Jeg søgte også på min farmor, men hun var der ikke - heller ikke under arbejdstilladelser, så hun forblev svensk statsborger til sin død i 1945 og arbejdede uden tilladelse (det gik man nok ikke så højt op i dengang). I min barndom besøgte jeg hende på bopælen i Sofiegade på Christianshavn - meget tæt på 'Rottehullet', altid sammen med mine forældre. Hun blev gift/samboende 2 gange og fik børn med begge mænd. Jeg traf begge og husker dem tydeligt. Jensen var havnearbejder og havde håndsæbe med hjem til hende fra skibene i havnen og det lå i alle hendes skuffer og duftede godt. Skov var hun gift med og hans navn bar hun, da hun døde i 1945. Min fars 2 halvsøskende kom hos os i min barndom, nemlig Walther Skov og Vera Jensen.

I november 2006 opdagede jeg et nyt (på dansk) slægtsforskningsprogram - Legacy6.0 (gratis - men jeg købte DeLuxe versionen for den omfattede mange flere funktioner) - og som jeg installerede til afløsning af mit gamle Brothers Keeper (både ver.4.5 og 5.0). Det var så smart at GEDCOM filen i ver.5.0 kunne konverteres over i Legacy, så jeg undgik en hulens masse indtastninger, men det rigtig sjove var at det nye program kunne hente yderligere oplysninger i mange forskellige databaser, bl.a. i http://Ancestry.com og da jeg søgte på min far - så dukkede 5 ankomster til New York op fra 1924 til 1925, hvor han ankom med de ØK-skibe, hvor han var ansat som maskinassistent, nemlig POLONIA og ESTONIA. Han havde afsejlet fra enten Danzig og/eller København, som var skibenes rute dengang. Ufatteligt hvad man kan finde på nettet ?

Tilbage til Bellahøj Skole, hvor det hurtigt blev opdaget, at jeg ikke kunne se ?. Jeg var både langsynet (+6) og havde bygningsfejl på begge øjne. Hvordan jeg klarede mig i de første 6 ½ år uden at det blev opdaget, står for mig som en stor gåde. Så fik jeg briller hos Erik's Optik i Nørregade skråt overfor 'Daels Vareskur', som vi kaldte det. Ude på gaden med de nye sygekasse-briller på, sagde jeg til min mor: 'Nu kan jeg bedre forstå hvorfor sporvognen har en skrå stang på taget'. Jeg havde ikke kunnet se den elektriske ledning før. Hvilken forandring i mit liv. JEG KUNNE SE !.

Skoleinspektøren hed Oluf Egerod og viceskoleinspektøren H.P. Staller. Min klasselærer i 1.klasse hed Alf. Alsløv og jeg gik i 1.klasse B. 2.klasse blev som et forsøg 'blandet' d.v.s. med både drenge og piger i samme klasse - det var helt nyt og den hed 2.blb. Ulla E.Andersen var min klasselærer og pigerne i klassen var meget dominerende, husker jeg og de snakkede meget.  Senere fulgte 3.B, 4 B og 5.B. Der fra kom jeg i mellemskolen hvor jeg gik i 4 år og afsluttede så med 1 år i realklassen. Min klasselærer i mellemskolen var C.A.Rasmussen osse kaldet 'Gammel Ras' som var Fynbo. Vi var vist en del urolige i pupertetsårene og så brølede han på Fåborgensisk: 'No ska' do pinedø' ha' strambuks'. En gang husker jeg at han i spisefrikvarteret slog ud efter en dreng, som helt naturligt dukkede sig, så 'Gammel Ras' ramte en 'pægl' skolemælk, som han så måtte erstatte med 13 øre, da fik jeg en slags medlidenhed med ham, for et var afstraffelser, som vi var vant til, men et andet var at han skulle betale for det. Jeg husker også at i min karakterbog kom der i hele skoleforløbet til at stå: '1 Gang korporlig Straf' - det var 'Kaptajn' H.J.Henriksen - vor gymnastiklærer, som med spanskrør gav mig et svip - jeg husker ikke hvorfor. Men det var meget almindeligt dengang. Han var også lyrisk og skrev teksten til Skolesangen med musik af Kai Rosenberg i 1944.Jeg har i september 2007 fået at vide af en gammel (yngre) skolekammerat - Jan Larsen - at den oprindelig var skrevet til melodien 'Som en rejselysten flåde' - da han nævnte det, kunne jeg lige pludselig huske det !
Det var en meget moderne skole med egen tandklinik og ikke mindst Stjernekammeret var meget omtalt. Udsmykningen i Aulaen var noget af det flotteste lille jeg havde oplevet. Der blev optaget en film om skolen, hvor jeg sad i skolegården og spillede 'Terre'. Den kunne være sjovt at se idag !

Her er 2 skolebilleder fra henholdsvis 3. klasse og 1.mellem

                                                                                      

                                                                                      


På det øverste billede fra 1941 er det mig på nederste række nr. 2 fra højre med vor klasselærer William Herslund. På det nederste fra 1944/45 er jeg nr.3 fra højre også på nederste række med vor klasselærer C.A.Rasmussen.

Jeg husker stadig den 9.april 1940 på vej til Bellahøj Skole's 2.klasse at himlen over København var fyldt med tyske fly og støjen var frygtelig. Senere blev kælderen i ejendommen ombygget og forstærket til beskyttelsesrum, hvor vi tilbragte mange nattetimer der under luftalarmer. For hver 3 opgange var der udnævnt en beboer som vagtmand, som skulle vække os. Senere tog vi luftalarmerne mere afslappet og gik i stedet op på 2.sal og kiggede ud over byen, hvor vi kunne se lyskasterne søge efter engelske fly og opleve beskydningerne af dem - heldigvis ramte de ikke. 
Vi hørte 'den danske stemme' fra London hver aften på vor radio ved hjælp af en rammeantenne som vi selv havde lavet. På trods af tyskernes forsøg på at forstyrre modtagelsen, gik den fint igennem og den 4.maj 1945 klokken halvotte hørte vi alle 3 frihedsbudskabet fra London og straks efter styrtede vi ud på Bellahøjvej  og så hvordan folk jublede og rev mørklægningsgardinerne ned også fra sporvognene. Min far og jeg gik hen til Bellahøj Kroen og bad dem om at sætte Dannebrog op på flagstangen. Det var jo det højeste punkt i byen.

Under krigen blev Bellahøj Skole overtaget af tyske flygtninge og vi blev fordelt på flere skoler. Jeg kom hen på den gamle ellers nedlagte skole på Håbets Alle nr.5, hvor min mor havde gået som barn, der var gamle pulte og lokum i gården.

Min mors forældre - min bedstefar Søren Peder Nielsen og mormor Kristine (ikke bedstemor - det kunne hun ikke lide at være) - boede i det hus de selv byggede i 1932 i Højlandsvangen 72 ikke langt fra Arnesvej nr 21, hvor mine bedsteforældre boede indtil 1932 og hvor min mor blev både konfirmeret og gift fra. Før boede de på Kong Georgs Vej 62 på Frederiksberg hvor jeg i Folketællingen 1916 har fundet dem.Min bedstefar har selv skrevet familjen ind.

Statens arkiver har oprettet en database - se under Links - hvor man kan søge i både Folketællinger og Kirkebøger og det har været og stadig er en fantastisk kilde til at finde oplysninger for en slægtsforsker. Jeg har fundet mange oplysninger frem i disse databaser, men det kræver ofte stor tålmodighed, fordi en almindelig søgefunktion er ikke mulig, man skal gå post for post igennem og ofte er kopieringen eller håndskriften ret ulæselig, men træning i gammel håndskrift kan opnåes med nogen fantasi og stor øvelse ved mange opslag og sammenligninger.
Min far boede i København i 1916, men jeg ved ikke i hvilken gade/vej, så der er jeg på 'herrens mark'. I det hele taget er min far 'forsvundet' for mig mellem år 1912 (Nyhavn 59) og 1929 (Godthåbsvej 304 - senere Bellahøjvej 112). Jeg ved at han gik på Rådmandsgades Skole og kørte i sporvogn til skolen. I januar 2007 har jeg fået fat i skolens 100 års skrift (1889-1989) hvor Foreningen F.E.R.M. er omtalt på hele 3 sider. Den var han med til at oprette i 1910 og jeg har over 100 fotos herfra. Så mon ikke det hen ad vejen lykkes at finde ham på en adresse i København ? Jeg har osse 3 af hans stilehefter fra Mellemskolen, hvor han giver nogle oplysninger, som han den gang vi boede i Malmö ikke ville/kunne genkende !!!  Jeg tænker på at han i 15 års alderen besøgte en onkel Johan i Kvarnby på en gård, som ligger meget tæt på vor bopæl dengang i Hohög, som var en forstad til Malmö. Det forekommer meget mystisk, men jeg finder vel ud af det 'så småningom'. Jeg har nu forbindelse med Neijti Björklund i Malmö, som engang omkring 1950 antydede at hun viste mere end hun ville sige - dengang.

Min bedstefar var snedkersvend og overbevist socialdemokrat ligesom min morbror Harald. Det kunne til tider være meget ubehageligt, når min far og min morbror diskuterede politik - de råbte temmelig højt. I kælderen havde han sit værksted, hvor der altid lugtede af lim og høvlspånd m.v. og der lavede han mange pæne møbler, chartoller og tobaksdåser af træ fra hans egen have, især af valnød, mens han sang ' Den danske sang er en ung blond pige' og så gav han naboerne en håndsrækning mod betaling. Han førte regnskab i en sort bog, som jeg nyder at læse i. Den starter i 1895 på skiftedag 15.maj plus kost og logi resten af året kr.228,- - I mit fødselsår tjente han kr. 3.518,75. Regnskabsbogen er ført helt frem til december 1968. Han døde den 15.marts 1969 - 93 år gammel. Apropos regnskabsbog, så førte min mor også en meget omhyggeligt og altid med rødt blæk, ja og jeg og min ældste datter blev bogholder,  Ak ja - de gener forfølger slægten !


Min mormor var svagelig efter tuberkulose og kronisk bronkitis, så min mor og jeg blev tuberkulin prøvet hvert år i Ingerslevsgade på Vesterbro, men vi blev altid 'frikendt'. Min mormor var fynbo fra Frørup og min bedstefar var sjællænder fra Rørby ved Kalundborg.
I København talte vi københavnsk - troede vi - men der var rigtig mange dialekter af københavnsk dengang, så et godt øre kunne stedfæste hvor i København, man havde haft sin opvækst. Det samme gjaldt min mormor, som bare 'sang' sit sprog på ægte østfynsk. Min bedstefar havde ligesom min mor og far et 'neutralt' dansk altså uden tydelig dialekt.
Når jeg om sommeren besøgte familien i Slagelse og Kalundborg måtte jeg 'slå ørene ud' fordi dialekterne var meget tydelige og forskellige for mig. Onkel Jens i Slagelse var malermester i byen og onkel Holger var husmand i Tømmerup ved Kalundborg og en ældre del af familien hed Offersen og boede i Kaastrup ikke langt derfra, og de havde en ged som jeg skulle malke bagfra og siden drikke mælken. Py-ha. Det var for lille mig en udfordring at forstå hvad de sagde, for de havde hver sin dialekt.

                                                                                                                            Så kom jeg på danseskole

Som 7-årig tog min mor mig på Kaptajn Hansens danseskole bag Brønshøj Torv. Jeg gjorde det under protest, for så skulle jeg jo danse med piger !..... Først begyndt så fangede det min interesse og jeg blev helt skrap til det og havde min dansepartner Lis og senere Jonna Ostermann. Lis er blevet gift med min 'overbo' Kjeld, som jeg ved en tilfældighed kom i kontakt med via Australien, hvor en af hans familiemedlemmer - Erik Nielsen - har boet i mange år. Kontakten skyldes http://venner.jubii.dk, hvor jeg oprettede en tråd til mine gamle skolekammerater, hvor det egentlig kun er lykkedes for mig at få kontakt med min gamle sidekammerat fra Hegnshusene - Willy Bechmann - ja, ham fra Carmen Curlers, cykelrytteren, La Santa Sport, Tjæreborg Præsten's makker m.m.m. Han ejer stadig det meste af Lanzarote (1350 tønder land) og laver stadig golfbaner på en klippeø. Godt skuldret - tænk på alle de golfbolde, som kan forsvinde der - det må kunne finansiere et nyt projekt for den stadig aktive Willy, som ikke kender til pensionsalder. Sidst jeg havde forbindelse med ham søgte han efter finansiering på 900 mio. EURO på Lanzarote og Gran Canaria til nye sportscentre med ***** på facaden. Hans business-karriere startede som 12 årig i 1944 på Brønshøj Torv hvor han købte 10 juletræer for 2 kroner stykket og bar dem ned til Håbets Alle, hvor han solgte dem for 3 kroner stykket. En god begyndelse på hans strålende karriere - for ham blev det JUL hele året. Willy døde den 16.april 2010.
 
Jeg blev konfirmeret, men undgik at gå til præst, fordi jeg blev borgerlig konfirmeret i Odd Fellow palæet med politikeren, frihedskæmperen m.m. Frode Jakobsen som festtaleren (præste-erstatningen) - Det var jeg glad for, jeg var nemlig genert og havde kun været i kirke få gange (jeg var dog døbt) og viste at konfirmander skulle 'knæle' og 'sige noget'. Min far var begejstret for han anerkendte ikke folkekirken, selvom han var medlem af hensyn til min mor. Borgerlig konfirmation var meget populært den gang, hvor der var oprettet en forening til det formål - og stedet kendte jeg fra alle mine afdansningsballer og senere blev det DKP's højborg og Land og Folk's domicil. Senere blandede juristerne sig (via kirken !) og navnet KONFIRMATION blev ændret til NONFIRMATION - det forekommer mig at være lidt 'jura-drilsk' for vi har da stadig - Borgerlig vielse ! Se hvad Dansk Folkemindesamling skriver her.

Efter realeksamen i juni 1949 fik jeg ansættelse i august som kontorlærling på Maskinfabrikken ATLAS i Baldersgade på Nørrebro til en månedsløn på kr. 125 for 48 timers arbejdsuge (også lørdage til kl.14) samt Købmandsskole 3 aftener om ugen i Hillerødgade. Det gik fint og jeg havde masser af tid til at dyrke sport, især fodbold på AB's drengehold i Nørre alle, hvor jeg var målmand trods min beskedne størrelse, men jeg var hurtig. Det var dog et handikap at jeg måtte bruge briller for at kunne se bolden, så der fulgte nogle brillereparationer med i kølvandet. Der var jeg tæt på Knud Lundberg - mit idol - men så ham aldrig. Om vinteren dyrkede vi skøjteløb i Degnemosen og holdt pigerne i hånden - det var meget uskyldigt den gang - jeg husker at jeg sværmede meget for Jytte Meyersahm, men mere blev det ikke til - hun var ellers en meget sød pige - men jeg var meget genert.

Hver torsdag på Atlas skulle arbejderne have deres ugeløn. Vi var 2 kontorlærlinge, som hentede pengene i Handelsbanken ved Slangerupbanen i en jordmodertaske og bragte dem tilbage til Baldersgade, hvor vi i kantinen oppe under taget sammen med 2.kassereren, Hr.Halmung, fyldte lønposer efter håndskrevne lønstrimler fra lønningsafdelingen opdelt i 100kr, 50 kr og 10 kr. sedler og så mønterne ned til 1 øre.
En del af lønposerne skulle vi bringe ud til den nye fabrik i Lundtofte. Så gik den anden lærling og jeg, stadig med jordmodertasken hen til Slangerupbanen og tog toget til Lyngby, hvor vi skiftede til Lundtofte bussen og så afleverede pengeposerne til værkføreren på den nye fabrik, som producerede køleskabe (i starten absorptionstypen, som hvis de ikke kølede, så vendte man dem på hovedet en ½ time og så vendte dem tilbage igen så virkede de bare, og hjemmefrysere. Man startede med A 50 og A 100 køleskabe (i juli 2005 var jeg på besøg i Sondrup i et gammelt stråtægt sommerhus og der stod et A 50 og det fungerede stadig perfekt i en alder af ca. 55 år) og så senere med kompressorskabe - Crystal Queen og Crystal King. I mit sommerhus har jeg stadig et Crystal Queen, som fungerer fint med over 50 år på bagen. Ja - idag må disse hårde hvidevarer helst ikke holde mere end i 10 år !

Ja den form for pengetransport duer ikke idag - vi oplevede dog ingen 'uheld' de 3 år læretiden varede - og det var jo osse lærerigt. 
Se her hvad jeg fandt på nettet om ATLAS.

Jeg blev udlært den 25.7 1952 efter at have roteret i samtlige administrative afdelinger hver 6. måned og fik to fine bøger, nemlig 'Hages Haandbog for Handel og Industri' med inskriptionen 'For Flid og Fremgang i Læretiden' underskrevet af min direktør - Svend Mansted - hvis søn Ebbe Mansted jeg havde lært at kende da han var volontør på Atlas. Som kontorassistent fik jeg kr.600 om måneden og vi havde nu 45 timers arbejdsuge og jeg fik fast plads i afbetalingsbogholderiet hos Jørgen Gyde Enemark. Så gik det løs med konsignations- og afbetalingskontrakter og jeg styrede det hele med en 'Addo-X med springvogn' og synes det var et spændende arbejde, da afbetaling var et helt nyt område i Danmark. Jeg aner ikke om konsignation bruges mere, men dengang var det en nødvendighed i branchen. Det var samtidig et system, som krævede megen kontrol og fuld identifikation af produktet og stor tillid til forhandleren, som desværre ofte blev misbrugt. Det var samtidig meget kapitalkrævende for producenten, men også lagerbesparende.

Jeg begyndte igen på Handelsskolen og Niels Brock, hvor jeg læste til den udvidede bogholdereksamen og kommercielt tysk. Da jeg fik en meget fin karakter til bogholderieksamen fulgte der et stipendium med til Den Danske Købmandsskole i London bydelen Ealing for oktober kvartal 1953. Så havde jeg samtidig kvalificeret mig til optagelse på HD-studiet på Handelshøjskolen lige over for Radiohuset på Rosenørns Alle. Ja, for at nå det hele tog jeg kørekort til motorcykel, hvor vi kørte frem og tilbage på en Nimbus på Bellahøjvej - hvor var den dog stor og tung, men kørekortet fik jeg ved at køre rundt om Halmtorvet 2 gange. Jeg købte så en brugt blå Puck 125 cc som afløsning for min knallert (K 26.547) som var en BFC på et forstærket cykelstel, hvor motorens rulle overførte farten til bagdækket og den kørte 80 km/t., som ikke var forbudt dengang og styrthjelm brugte man ikke.


Opholdet i London var meget lærerigt. Vi 25 elever boede privat og jeg hos et ældre pensioneret skolebestyrerpar i Carlton Road - så typisk engelske, som man kan forestille sig. Mit værelse (iøvrigt det første egne værelse i mit liv) var bl.a. udstyret med en gasovn, som skulle fodres med 1 shilling mønter - og den var meget sulten. Morgenmaden var naturligvis bacon og æg med stegte tomater fulgt af kaffe med toast serveret gennem lugen fra det nedsænkede køkken. Jeg havde fra tidligere en penneven i London's SW kvarter - Kenneth C. Waller fra 32, White More Gardens, Kensal Rice - vi var sammen på flere udflugter, mens skolen tog os med ud til flere virksomheder f.eks. Ford fabrikkerne i Dagenham, Grammofonplade fabrikken i Slaugh, Univertiteterne i Oxford og vi besøgte Den danske ambassade i Knightbridge.

Samme år i august havde jeg deltaget i en kommunistisk Ungdomsfestival i Rumænien - en gave fra min far, som under krigen var 'konverteret' fra at være konservativ  (Ole Bjørn Kraft tilhænger) til fanatisk kommunist til sin død i 1971. Han ville gerne have mig til at følge hans spor, men jeg var ikke politisk interesseret. Dog ville jeg gerne til Bukarest sammen med 1.000 andre danskere (vi var 30.000 unge fra hele verdenen samlet der). Vi havde et tjekkoslovakisk særtog med hammer og segl faner foran fra København, som kørte os via Gedser/Warnemünde ind i DDR og gennem Berlin/Dresden til Prag og videre gennem Sofia i Ungarn til Bukarest.
Det tog 3 døgn at nå frem i samme kupe. så vi blev godt rystet sammen. Der var mange ophold undervejs, hvor vi blev hyldet af Freie Deutsche Jugendog af minearbejderne i Ploestri m.m.m. Turen gennem Karpaternes tunneller var fantastisk og opholdet i Bukarest skete på skoler, hvor vi sov i gymnastiksalene. Toiletforholdene var meget specielle for os. Det var et hul i gulvet med to fodaftryk foran og så var det bare at placere sig rigtig og ikke tabe balancen, der var dog et håndtag i væggen, vi kunne holde fast i. Vi fik en overdådig forplejning ved hjælp af spisebilletter og gratis adgangskort til alle de kulturelle begivenheder og transport og dem var der rigtig mange af. Det var et meget fattigt land, så mange af os fik dårlig samvittighed over frådseriet, som naturligvis skulle betales af det fattige folk i mange år fremover. Præsidenten dengang var Georghu-Dej og vi var mange som fik afsky for regimet og ikke det modsatte som det ellers var hensigten. Min ven Jørgen Nielsen (litograf) og jeg fandt 2 veninder - Nelly og Victoria Orbigor - som vi var meget sammen med, men da de kun talte rumænsk måtte vi kommunikere på andre behageligere måder. Vi indledte bekendtskabet  - husker jeg tydeligt - på Revolutionspladsen midt i Bukarest under 'Kyssedansen'- Pirinita - (tryk på navnet og hør den) hed den, hvor pigerne med et tørklæde eller lommetørklæde dansede indtil de fandt en fyr de syntes om og trak ham så med tørklædet ind i midten - bredte det ud på jorden og så kyssene de ham godt og grundigt, - dansen blev gentaget hver time - så der kunne ske ganske meget på en aften. Jeg forsøgte senere at få kontakt med Victoria, som boede på Rhovei 240 i Bukarest, men regimet dengang har nok destrueret brevene. Pirinita fandt jeg igen i december 2008 på YouTube.

Da jeg ankom til Harwich med færgen fra Esbjerg den 1.oktober 1953 havde jeg medbragt min rejseskrivemaskine - en Groma af DDR fabrikat fra Winkelhorn i København - for at kunne skrive rejsedagbog (jeg har den endnu)- og da jeg viste mit pas til tolderne og de så alle de russiske stempler fra det meste af Østeuropa, blev jeg sendt ind i et lokale, hvor de udspurgte mig grundigt og sågar skildte tasterne fra skrivemaskinen ad. Jeg var et oplagt spion-emne for dem, men jeg slap ud med mine skolepapirer i orden. Surt - bådtoget til Liverpool Street Station med mine nye kammerater var kørt forlængst og jeg måtte i stedet tage bumletoget derind. Min penneven skulle møde mig, men han var taget hjem og jeg tog en taxa til 71, Eaton Rice Ealing W5, hvor jeg endelig fandt skolen og fik mit logi.

Det blev 3 dejlige måneder i London med masser af oplevelser hver dag og vi passede lektionerne i skolen fra kl.9 til 14 hos Schoolmaster G.B.Winder og hans assistent Mr. Meyer  Vi fik alle et eksamensbevis fra The Danish Merchant School - mit med karaktererne:
                        English oral:                                                               Very Good
                        English Written:                                                         Very Good
                        Commercial Knowledge and Correspondance:         Excellent

Vi kom hjem med juleskibet og jeg begyndte igen mit arbejde på Atlas den 2.januar 1954.

Før disse 2 rejser i 1953 havde jeg hvert år siden 1947 rejst over til min fars familie i Blekinge og der lært mig sproget hos min onkel og tante i Jämshög, som ligger tæt på Olufström og ikke så langt fra Mörrum og Hultaboda, hvor min far var født. Kalle og Agnes Olsson boede i en skov, hvor han ejede 100 tønder land, som han arbejdede i. Han havde en hest - Molotov - (der var flere kommunister i familien), 2 køer - Bluma og Velva, den ene med klokke om halsen og de gik frit rundt i skoven og de blev malket af Agnes morgen og aften. Så var der en hund (Klang) flere katte og en flok høns.

Når Kalle gik på arbejde i skoven om morgenen, havde han kun en ting med og det var hans 'madpakke' nemlig en fickplunta (lommelærke) fyldt med Skåne Renat. Han hentede sin og Agnes ration hver måned på Systembolaget i Sölvesborg. Hans ration på Motboken var på 3 liter som hårdtarbejdende skovejer og Agnes på 2 liter som hjemmearbejdende husmor. Han havde 'kun' godt 4 liter med hjem plus en ordentlig brandert. Han var altid meget sur den sidste uge hver måned, hvis han var løbet tør og måtte ud til naboerne og 'låne'.
Mælken fra de 2 køer blev 'separerad' i en Alfa-Laval separator med håndkraft (der var ikke indlagt el og vand). Jeg var vildt duperet over de 2 rør på maskinen, hvor der fra det tykke løb skummetmælk ud og fra det tynde fløde. Det var et helt lille mejeri. Fløden blev sat til syrning oppe på loftet og så brugt til kærning af smør i en trækærne, som jeg fik lov at pumpe op og ned i en time før smørret var færdig. Kærnemælken var bare det bedste jeg havde smagt. Smørret blev så saltet og gemt i fadeburet (en nedgravet kælder uden for i skoven) sammen med alle de glas med köttbullar og anden kødkonserves, som blev tilberedt i en slags 'trykkoger' en gruekedel med låg.
Kalle var nemlig også hjemmeslagter for alle naboerne og betalingen var råvarer (og lidt 'sprit' fulgte med). Der var ikke mange ting, som skulle købes i byen 3 km væk. Brød blev indkøbt, fordi der ikke kunne bages i brændekomfuret og radioens batteri blev opladet i byen. Det var på størrelse med et bilbatteri med grøn, gul og rød flydende markering. Ellers brugte de petroliumslamper - Fotogenlampor - men meget få - de blev medbragt rundt i huset. Vand hentede vi i spande fra en overfladebrønd, som lå meget tæt på 'dasset', som var praktisk indrettet med 2 huller side om side (det må ha' været meget koldt om vinteren). WC papir var avisen Karlshamnns Allahanda.

Jeg elskede disse somre i Blekinge og de lærte mig meget - også sproget, som jeg fik gavn af siden.

En anden del af familien boede i Hultaboda nær Mörrum. De var oprindelig stenarbejdere, som så mange i det fattige område, som er beskrevet i Vilhelm Mobergs bøger 'Udvandrerne'  med Karl Oskar og Kristina.
Der boede Johan Fager og hans kone Augusta med hjemmeboende ugifte søn Ture. De havde et lille svenskrødt hus med ladebygninger. Johan var min farmors bror og hed Andersson til han blev 'indkaldt' til 5:e Båtmans Kompaniet. Se dette meget specielle svenske Soldater register her. Min familie findes under: Wäfware og Fager. Det var en gammel tradition at give et 'soldaternamn' - som ofte hængte ved alle efterfølgende fra samme område og som derfor ikke behøver at tilhøre samme familie. Soldaternavnet kunne i visse tilfælde også ændres, hvis den pågældende var blevet træt af sit navn. Nogle af navnene var nemlig temmelige 'opfindsomme' som f.eks. Frisk eller Frimodig. 
Alle mænd i Blekinge og andre kystnære svenske län, som var egnede til tjeneste blev allerede i 14-16 års alderen optaget som Båtsmän og placeret efter deres bopæl i et kompagni og skulle gøre tjeneste i Flådehavnen i Karlskrona hvert år. Dette meget specielle forhold er meget levende beskrevet i den svenske slægtsforskergruppe BLEKINGEANOR  ((så Forskartips - og sognet (for mig Mörrum,Gammalstorp og Ysane) derefter Anbytarforum)) - som især er meget interessant for dette gamle danske område (Skåne, Halland og Blekinge) hvor bosiddende Danskere blev undgået ved optagelse. Gå på opdagelse i Mats Rosenbom ( og læs historien om Rosenbom nedenfor) tryk på LANDKORT , BØGER og FLASKESKIB - så opleves tiden før og efter 1845 på en helt ny måde. Begrebet Båtsman stammer helt tilbage til år 1522 hvor Gustav Vasa indkøbte 10 krigsskibe i Lybeck - se HISTORIEN og MERE HER

Nå, men tilbage til Hultaboda. De havde en brønd kun 3 meter fra huset (men heller ikke indlagt vand, det fik de senere med en håndpumpe). Brønden havde de selv sprængt med Nobel dynamit (det købte de hos købmanden). Ved sprængningen gav den vand nok til 3 gårde og 5 huse. Hvordan de beskyttede deres eget hus ved sprængningen var der en forklaring på. Ture fortalte mig at de havde dækket det over med halm og at han havde tændt lunten.

Jeg besøgte stedet for nogle år siden, mens Ture levede (han havde i øvrigt partibogen hængende på væggen ved siden af Karl Marx) og der var stadig masser af vand i brønden. Ved et senere besøg var huset væk, låg over brønden og et nyt stort og flot træhus bygget tilbage på grunden.

En anden af sønnerne boede i Torskors ved Karlskrona - Ander og Ruth Fager - som jeg har besøgt mange gange. I 1990'erne døde Agnes på plejehjemmet (Servicebostaden, fint ord) i Jämshög, hvor jeg havde besøgt hende. Efter hendes død fik jeg en opringning fra hendes datter - Maj Palmkvist - som jeg ikke havde mødt tidligere. Agnes havde fået hende i sin ungdom med en soldat fra Frälsningsarmeen (Frelsens hær) og så var hun helt naturligt dengang  blevet bortadopteret. Hende har jeg også besøgt i Ronneby og også hendes fosterforældre og hendes Blekinge dialekt er bare så autentisk at hvis jeg talte dansk ville vor samtale gå i stå. Hun har nu også skiftet navn til Fager.

I min slægtsforskning er jeg 'kun' nået tilbage til min oldefar Anders Svensson, født 17.februar 1848 i Gammalstorp (uden for Sölvesborg), som i 16 års alderen blev optaget i Båtsmansregistret og fik sømandsnavnet Wäfware. Desuden fandt jeg i kirkebøgerne i Mörrum at min oldemor Hanna Wäfvara Andersson født 7.2.1852 blev idømt 1 måneds fængsel i 1903 (medens hun passede min far). Hun var en arrig kone, som fik dommen for æreskrænkelse af en nabo, som hun beskyldte for mord m.m. Landsarkivet i Lund har sendt mig hele retssagen, som jeg selv forgæves havde ledt efter i Sölvesborg Tingsret.
Hun blev dømt i Listers Härreds Rätt den 8. juni 1903 og indsat som fange nr. 61 den 30. juni 1903 dømt iflg.kapitel 16 stk.7 i Sveriges Rikes Lag (den havde jeg gemt fra mine år i Malmö og fandt hurtigt frem til paragrafen). Beskrivelsen af hende var 1,61 høj, blå øjne, mørkt hår, næse spidsig, ansigt ovalt  i 'Fångrulla vid Carlshamns Fängelse'. Da hun blev løsladt den 30. juli 1903 kvitterede hun 'med ført hånd' for sine få ejendele, som nævnes og værdisættes - f.eks. 1 Näsduk  12 öre,  1 par Strumpar 25 öre m.v. ialt  13 kronor. Det er noteret at hun har 5 børn, men jeg har kun fundet 4, så mon ikke den 5. var min far, som hun var mormor til.

                                                                                                                Der var meget som skulle studeres !   

I januar 2006 fandt jeg frem til et forum i henholdsvis Gammalstorp og Mörrum m.fl. steder i Blekinge, hvor nogle dygtige slægsforskere råder over både dåbsbøger og husförhörslängder (mandtalslister i Sverige) fra den tid og de fandt  min oldefars forældre og deres 10 børn men også min oldemors mor og hendes 3 'uægte' børn (alle piger), så nu kender jeg mine tipoldeforældre og er tilbage i år 1796 og i sognet Ysane som ligger i nærheden af Gammalstorp og ikke langt fra Mörrum. Mon ikke jeg kan komme endnu længere tilbage ? - Jo, jeg har nu fundet Anders Svenssons far - Sven Andersson, som er født i 1796 i Ysane og hans kone - men jeg vil gerne komme endnu længere tilbage i disse Blekinge familjer.

I april 2006 kom jeg endnu længere tilbage nemlig til 1740  hvor Anders Svensson - min tip-tip oldefar blev født. Han var gift 2 gange - først med Elna Eriksdotter i maj 1768, som han fik 3 børn med - Anders, Kjersta og Elna.  Elna er født 1788 og jeg tror at hendes mor dør i barselsseng, da pigen får samme navn som sin mor. Så gifter han sig igen med Bengta Trulsdotter et par år senere og hun er 28 år yngre end ham selv . De får mindst 2 børn, nemlig Sven i 1796 - min tipoldefar - og Truls i 1800.
Disse oplysninger kommer fra husförhörslängden fra Ysane år 1800 til 1802. Bengta var da 32-34 år og kan have fået flere børn efter 1802. Bengta er iøvrigt på samme alder som hendes mands ældste søn af første ægteskab - sømanden Anders.

Jeg har så fundet min TIP-TIP OLDEFAR som var bonde i Ysane og født 192 år før mig.

Min far må have sendt julekort 1928 til sine bedsteforældre for jeg har et brev dateret Hästaryd (lige uden for Mörrum) den 2.1.1929, hvor Hanna Wäfware Andersson skriver:

    "Käre Oskar vi gamla (hhv.81 og 77 år) tackar dig så mycke för ditt brev som vi fick för några dager sedan det var ju mycke roligt att få höra hur du har det vi går ju ock stapplar men vi är rett kryar nu vid detta tillfället men Anders är mycke skröplig han har ligget för det mesta sen i mars månad så det är inte mycke med honom men jag är lite bettre anars kunde vi inte klara oss här ensamma det är snart mörkt nu så vi skrivar slut för denne gången många kära hälsningar till dig från oss"

Se brevet m.v. under Gamle papirer.                                            så er det kaffetid !



Min OLDEMOR skriver ganske tydeligt og let læseligt med en typisk Blekinge-dialekt og staver som hun talte, så alt tyder på at hun kunne både læse og skrive, så bemærkningen ovenfor 'med ført hånd' har nok mere været endnu 'en protest' fra hendes side. Jeg har mine tvivl om at min FARMOR i København havde kontakt til sine forældre.


Nå, jeg fortsatte mit arbejde på Atlas, hvor afbetalingskunderne havde haft det godt - de var ikke blevet rykket i 3 måneder og bogholderiet lå i laser, så hovedkassereren - Frk. Sporre - var grædefærdig af glæde, da hun så mig igen. Handelshøjskolen startede jeg samtidig på med professor Palle Hansen's lønsomhedsteorier og Thorkild 'Livrem' Kristensen krydsede ens vej ligesom Per Hækkerup gav manuduktion i Nationaløkonomi på Zahles skole. Fagene var statistik, erhversøkonomi, nationaløkonomi og erhvervsjura. Det var altsammen meget kedeligt......

I 1955 var der igen Kommunistisk Ungdomsfestival denne gang i Warzawa og nu tjente jeg penge nok til selv at financiere rejsen og forberedelserne gik igang i Festivalkomiteen. Jeg lærte en masse sjove mennesker at kende - knaldrøde, bare røde og blegrøde og så dem uden røde nuancer. Røde Frank i Husum, Poul Kamp (bror til komponisten Einar Kamp), Jørgen Thorsen tilhørte første kategori og alle de andre. Vi fik trykt reklamefoldere og stencilerede breve (mig) og jeg kørte sågar en lastvogn  (3.500 kg) rundt i byen med reklamer for Festivalen. Det centrale af byen var meget nænsomt genopbygget efter det totale bombardement 10 år tidligere - især centrum var meget smukt. Jeg lærte journalisten Alexander Komitau at kende og besøgte familiens lejlighed i ul.Kniewskigo (hans mor var højtstående partifunktionær) og han forærede mig en kultegning fra 1907 tegnet af G.K. i München forestillende en nøgen bueskytte. Det er ikke lykkedes at finde ud af om det er en 'formue' værd.
Det var 3 spændende uger i det genopbyggede Warzawa, men noget mere 'tamme' end 2 år tidligere. Ingen nye damebekendtskaber !
Men samtidig traf jeg et andet medlem af Festivalkomiteen, nemlig Bent Kozeluh og hans kone Rita. Bents far Josef Kozeluh var fra Tjekkoslovakiet og kendt tennisspiller, som lærte de kongelige i Europa den ædle sport. Bent selv var parfumeurSchous fabrikker i København og vi var sammen på ture i hans nye SKODA i 1956.
Bent blev headhunted til en stilling i Lyon på en af de helt store parfumefabriker og blev kendt som Mr.Næse. De købte et gammelt stenhus udenfor Lyon og fik sønnen Jannik Kozeluh.
Jeg husker tydeligt at han under et besøg i Danmark fortalte mig at huset var elopvarmet og måleren havde kun 4 cifre. På det første år havde den kørt rundt 2 gange og han slap med at betale for kun 200 kwt for da han købte huset stod måleren på 2300 og et år efter på 2500.
Bent omkom et par år senere ved en autoulykke i Tyskland på vej hjem til Danmark.

I februar 1956 - stadig boende hjemme hos mine forældre - fik vi besøg af min halvkusine Inga fra Nyborg, som jeg havde mødt mange år tidligere hos mine bedsteforældre, da hun var 6 år og jeg 8. Hun behøvede lidt 'luftforandring' fra hjemmet og sine forældre, Hans og Lucie Lundtofte og sit arbejde som forandringssyerske i Varehus Wilde. Vi tog så en tur til Landskrona fra Tuborg havn for at se 'Stormfulde Højder' (amerikanske film kunne ikke vises i Danmark dengang) og på hjemturen skete der et og andet, så vi blev vældig lune på hinanden. 14 dage senere var vi ringforlovede og skiftevis gik turen hver uge til Nyborg eller København. Få måneder senere flyttede Inga til København, fik et værelse hos fru Hansson på Sallingvej og ansættelse som forandringssyerske hos Fonnesbech og vi kunne være sammen daglig.

Vi blev gift 2.juledag 1956 i Nyborg kirke - viet af Pastor Arne M. Petersen, som Inga var på julekort med i mange år og som senere blev sognepræst i Nr.Bjert, hvor jeg talte med ham i 2003.

Jeg havde fået nyt job på Atlas, nemlig i deres svenske selskab i Malmö som bogholder. 2 januar 1957 forlod vi så Danmark via Malmø-færgen i Havnegade og boede 2 dage på Sjöfartshotellet før vi fandt en lejlighed gennem Inga's værtinde fru Hansson på 1.salen hos Ruth og Allan JonassonGranbacksvägen 109 i Hohög lige uden for Malmö's bygrænse. Det var et par herlige barnløse skåninger, som vi hyggede os sammen med. De blev vore svenske 'forældre' og senere gode venner og rejsekammerater med mine forældre til Leningrad og Moskva.


Vi købte hurtigt en ny motorcykel - igen en flot næsten ny Puck 150 ccm - så vi kunne komme ind på arbejde og ud i naturen.

I weekenden skete det ofte at de bød os ned i stueetagen til spisning og fjernsynskiggeri. Snapsen kom på bordet (den blev hentet på Systembolaget i en grå papirpose). Ja, på bordet siger jeg - der var den aldrig, for når der var skænket (meget ofte) så blev den placeret nede ved bordbenet, for så kunne naboen ikke se at man drak..fy.da. Det oplevede vi mange gange i flere hjem, at sådan var det bare i Sverige.

Jeg arbejdede på Atlas Svenska Försäljnings Aktiebolag, hvor min direktør Gunnar Ekblad var 50/50 dansk/svensk  og  talte ligesådan.  Kamreren (kontorchefen) var Jonsson oppe fra Norrland ligesom min bogholderidame kom fra Umeå. Kassörskan hed Margot Bengtsson og hun var ægte skånsk og kunne lide min Blekinge dialekt. Også her kom mit 'speciale' mig tilgode. Afbetaling var splinternyt i Sverige i 50'erne og gav rigtig mange problemer. Ofte var udbetalingen på 5 % ikke betalt men derimod givet i rabat (så var det nemmere at sælge) og modtageren ofte udsat for en 'revolverförsäljere' så han havde ingen intention om at betale resten. Der var rigtig mange sager, hvor landsfiskalen og kronofogden blev involveret i en tilbagetagning af køleskabet/hjemmefryseren. En klassiker var at jeg, landsfiskalen og låsesmeden (han var altid med og ofte brugt) hentede en fryseboks ude på landet hvor der ikke var indlagt strøm (den minder om malkemaskine-sælgeren, som tog den eneste ko i udbetaling).

Vi solgte også Andelsfrysehuse ude på landet i hele Sverige og da Atlas havde leverings vanskeligheder med danske køleskabe, så købte vi Liebherr køleskabe i Tyskland. Jeg nævnte en pudsighed med mit efternavn - Sture - som er næsten udelukkende et fornavn i Sverige. Dengang sagde man ikke DU men NI og ofte benyttede man 3.person: 'Vad menar kamreren om denna sak ?' Sådan var det dog ikke internt i firmaet hvor alle var på fornavn men altid overfor kunderne indtil man havde 'drukket dus'.
En dag kom en halvfuld taxachauffør ind på kontoret - han var 3 måneder bagud med afdragene - og jeg præsenterede mig: STURE. Han måbede lidt og sagde så: HARALD. Han havnede senere i 'rätsliga åtgärder'.

Inga fik ansættelse hos 'Regment' på Regmentsgatan, en stor dametøjsbutik, som forandringssyerske og jeg lærte hendes kollega Ethel og  hendes mand John at kende. Begge damer blev gravide på samme tidspunkt i juli 1957. Så vi kunne ikke bo længere hos Ruth og Allan. Vi fandt hurtigt en kvistlejlighed på 30 kvm i Skabersjögatan 10, hvor vi flyttede ind i oktober 1957 og jeg har 50 år senere fundet ud af at min farmor havde boet lige i nærheden omkring 1902. I marts 1958 blev Pia født på Malmö BB i en snestorm og lejligheden blev alligevel for lille. Så fandt vi en 2 værelsers på Vasagatan 14 i Limhamn og solgte motorcyklen og fik en FIAT 500 Mariehøne, som også var for lille og aldrig kunne starte om vinteren, så den blev udskiftet med en RENAULT 4 CV - så nu kørte det bare - også økonomisk for min startløn på svenske kronor 1.000 var nu oppe på 1.500 og vi følte os rige. Dengang var kursen 132 danske for 100 svenske. Ja - nu er det næsten modsat.

Små 3 år senere blev Sten født også på Malmö BB - Han kunne jo ikke hedde andet end STEN STURE - made in Sweden - den første med det navn siden 1520.
Ved dåben i Limhamnns Kyrka sang Pia begejstret med på salmerne, hver gang med teksten: "Åh Maria jeg vil hjem til dig". Nu blev bilen igen udskiftet til en splinterny RENAULT Dauphine, og vi tog mange ture rundt i Skåne og Blekinge.
Vi tog også af sted uden Pia, hun var hjemme i København hos mine forældre og med Sten i maven op til Stockholm og videre helt op til Åndalsnæs i Norge på campingtur. Jeg husker en herlig oplevelse da vi havde passeret Svinesundbroen ind i Norge. Vi skulle have benzin på bilen, men manden på tankstationen kom ikke ud for at betjene os, så jeg måtte ind og hente ham. Da han hørte at jeg talte dansk, blev han helt forlegen og undskyldte, han troede vi var svenskere, for de kunne bare vente til at han havde lyst, men danskere, som havde sendt suppe op til ham under krigen, var det helt anderledes med. Vi var bare så velkomne i Norge.

                                                                                    Flere elge på vej


I begyndelsen af 1962 besluttede vi at vende tilbage til Danmark, da vi ikke ønskede at blive i Sverige som udlændinge, hvad vi følte vi var og ikke kunne ændre. Desuden var der megen uro ude i verden, så vi følte det var bedst 'at komme hjem igen', og jeg fandt hurtigt en stilling hos Plumrose i København som driftsbogholder på deres mælkekondenseringsfabrik i Ebberup på Fyn, som hed Sønderbys Fabriker. Der havde vi en del familie i nærheden og vi fandt os hurtigt til rette først i den lejede Villa Flora og siden i eget hus i Gl.Ebberup.
Økonomisk en mægtig fordel fordi Villa Flora lå i Sønderby kommune og Gl.Ebberup få hundrede meter derfra i Kærum kommune, hvor skatteprocenten var 3 point lavere fordi der boede Jacob Gade i landsbyen Thorøhuse og hans 'Tango Jalousi' gav så mange KODA-penge i kommunekassen.
Huset kostede kr.45.000 med kr.3.500 i udbetaling - dem lånte jeg hos min bedstefar.
                                                                                                     Så blev jeg mejeriansat
Det var et spændende jobskifte efter 12 år på Atlas. Der var meget nyt at lære om mejeridrift. Udover mælkepulver både efter spray og rollermetoden producerede man dåsefløde og smør (kun 1 kærning om ugen for at holde fast i lurmærket) og Mejeriet Wedelsborg med den kendte ost hørte under mit arbejdsområde. Driftslederen var bornholmer og hed Ernst Willy Christoffersen og senere vendte direktøren Gunner Jensen, som havde haft domecil i København tilbage til Ebberup hvor han byggede (eller rettere sagt hans kone) en engelsk 'cottage' i Å, som senere blev til 'De Syv Haver'.

Familien trivedes i Ebberup, hvor vi fik mange nye venner. Knud Bornholmer eller bare Knud Maler, Smeden i Gl.Ebberup, Jørgen Sukker, Preben Skraldemand og deres koner og børn. Desuden familien i Brobyværk og Glamsbjerg, Solveig og Eivind, Jonna og Kalle og mange flere. Vi festede hver uge og havde det rart i den lille landsby nær Assens med Helnæs bugten og Å i nærheden.
Nu her i november 2007 har jeg fået hilsen fra Gurli  Fredskov, som var min kontorelev (hendes far var mejerist) og Jytte Madsen, som var på laboratoriet, hvor Rambak var lederen. Der er stadig liv i 'Ebberupperne' og jeg glæder mig til at høre fra flere af dem !
Her i slutningen af november 2007 har Jytte fortalt mig rigtig meget, nemlig at Knud er død i januar (Jytte døde for mange år siden), Christian og Preben er døde, men Gerda og Jørgen ligesom Annelise lever og har det godt. Jeg ser frem til at få kontakt med dem igen. Gunner Jensens kone - Tove Sylvest lever stadig og har solgt 'De Syv Haver' i Å. Hun er 85 år.

I oktober 1964 blev Tina født på Assens sygehus, ja hun var nær blevet født i jernbaneoverskæringen mellem Ebberup og Saltofte for bommene var nede meget længe, men Inga samlede benene og slappede lidt mere af end den ældre Falckmand, som var meget nervøs, men de nåede frem og 1 time senere var fødselen igang.
Så blev huset i Gl.Ebberup for lille og vi måtte bygge til. Vi fik hjælp af vennerne og John fra Malmö og den 'døde murer' i Ebberup fik tilbygningen rejst selvom han tog til Legoland den dag betonkanonen var bestilt. Han levede helt op til sin håndværkerstatus.
Tilbygningen blev flot med 2 ekstra børneværelser m.v. og terrasse ovenpå, så haven blev tilpas lille.

I 1970 skulle der ske noget nyt (ØK havde overtaget Plumrose og ØK havde i forvejen Kondens i Horsens og det rygtedes at Sønderbys Fabriker skulle nedlægges - (det viste sig senere at det modsatte skete), men jeg trængte til udfordringer i jobbet, så jeg søgte en stilling hos Nordisk Fjer's dynefabrik Centerfill i Middelfart som regnskabschef.
SE ALVOR OG LEG MED EDB.
Jeg fik stillingen og måtte igen sætte mig ind i et nyt arbejdsområde. Jeg blev 'oplært' i NF's hovedkvarter i Københavns Frihavn, hvor den velkendte adm.direktør Johannes Petersen bød mig velkommen med sine berømte øjenbryn som blev yderligere løftet, da han fortalte mig om den hæderskronede koncern med de gamle præsteenker og postmestre i provinsen som aktionærer, som jeg nu skulle være loyalt medlem af. Hans lige så kendte 'sekretær' Frk. Inga Lydia Rasmussen var også tilstede. Samtidig med mig blev regnskabschefen i hovedsædet Erik von Scholten ansat. 
                                                                                                            Inga Lydia Rasmussen
Jeg blev derefter - behørigt - præsenteret for det øvrige personale, som skulle oplære mig.

Når Johs.Petersen ankom i sin Rover med privatchauffør om morgenen kl.9 havde kontorchefen sørget for at afspærre elevatoren op til 1.sal, så JP kunne gå direkte ind i den. Kontorchefen stod ved hovedindgangen med højre hånd holdt han den og med venstre hånd døren til elevatoren. Når JP var inde trykkede han på 1.sal's knappen og løb op ad trappen, så han igen kunne åbne elevatordøren for sin direktør. Hurra for ham, det lykkedes hver morgen i den måned jeg var i Frihavnen.

Baggesen var 'edb-manden' i Nordisk Fjer. Han kunne læse 7-kanals kodebånd mens han flyttede øjnene fra højre mod venstre - det lærte jeg aldrig. Vi benyttede SPS servicebureau på Frederiksberg til edb-behandlingen. Hjemme i Middelfart på Sjællandsvej fik jeg hurtigt skiftet kodebåndsmaskinerne ud med MDS (Mohawk Data Science) magnetbåndsstationer og i 1971 var jeg den første i Danmark, som med en opkaldsforbindelse (alm.telefon+modem) overførte data til København med 1200 baud, hvor dataene blev behandlet i en Gear-maskine (den fyldte et helt lokale på Howitsvej)  og så returneret ca. 10-15 minutter senere til os i behandlet stand. Jeg havde samtidig ansvaret for en svensk afdeling i Hälsingborg, en norsk i Oslo og endelig en svejsisk i Zürich. Vi kørte systemet med 6 sprog i fakturering og månedlige kontoudtog (3 sprog i Svejts) og jeg måtte afsted 3-4 gange om året til de udenlandske afdelinger. Bogholderiet for alle 4 skete i Middelfart hos mig via OCR-maskiner, hvor papirstrimlerne også blev behandlet hos SPS.
                                                                                                            Der var gang i postkassen !
Allerede i Malmö havde jeg taget et Hermods brevkursus i ADB (Administrativ Data Behandling) Det var i 'hulkortalderen', hvor jeg 'elegant' løste en opgave om aflæsning af el-forbruget ved hjælp af udsendte hulkort. Så blev hulkortet til 7 og 9 kanals kodebånd og derefter kodebåndsmaskiner og OCR maskiner, som i 1970 var det absolut nyeste medie. Hver dag blev der produceret fakturaer og stamdata og hver måned resultater og kontoudtog, som via post i form af kodebånd blev udskrevet på 2 store printere. Jeg blev helt 'prof' til edb-behandling og ændringer i programmer i samarbejde med SPS og deres unikum Erik Petersen.

                                                                                                            Jeg lærte at styre den !



Min direktør var Frits Duvier (pære-dansk trods navnet) som jeg satte stor pris på for hans dygtighed til at drive virksomheden på og lade sine medarbejdere udvikle sig på. Arne Boesen var salgschef og den festlige Jørgen Jacobsgaard var exportchef og Allan Jacobsen var produktionschef og blandt mit personale var Ulla Elmkjær, som var halvsøster til Diana Benneweis og som senere blev hendes fortrolige medarbejder. Ulla døde i 2005.   Frits Algott Duvier blev senere forfremmet til marketing-direktør på hovedkontoret i Frihavnen direkte under Johs. Petersen og sidst jeg hørte om ham boede han på Isle of Man og i sagen om Nordisk Fjer blev han udpeget som 'skraldemand' for NF's tabsgivende selskaber, hvad jeg har vanskeligt ved at tro, med det kendskab, jeg havde til ham dengang  .....så  fik vi en ny direktør fra Nordisk Tekstil Væveri i Odense (også NF), nemlig den rare Skov Hansen som ikke på samme måde kunne inspirere sine omgivelser.

Jeg blev forresten også fyret engang i 1973 på Blommenslyst Kro af Inga Lydia Rasmussen, men Duvier blev meget vred på hende, og det kunne hun ikke li' så jeg blev genansat dagen efter med lønforhøjelse. Sådan foregik det ikke så sjældent i Nordisk Fjer. Se her:  - Bogen udkommer 23.9.2013 - Jeg har købt den !

                                                                             Så flyttede vi

Vi var i 1971 flyttet til Strib og havde købt hus - et tidligere sommerhus med stråtag på Nørre alle 61 med udsigt over Lillebælt - af skuespillerinden Birthe Backhausen, som havde arvet det efter sin afdøde mand Helge Rungwald, som var teaterdirektør i Odense. Pris kr. 135.000. Først udbyggede vi det med en ny fløj med børneværelser og køkken, da det var alt for småt for 5 personer.
Der var 2 matrikler på ejendommen, så i 1973 byggede vi selv et Skarridsø A-hus på 103 kvm på den anden grund. Det var sjov og det tog en hulens tid at lægge gulv, isolere og sømme rustik brædder på - vi skulle egentlig have limet hessian tapet på, men det gik helt agurk - men færdigt blev det og ganske flot. Vi lejede det ud til en svejsisk familie, hvor Peter arbejdede med at opstille nye vævemaskiner fra Sultzer til den nye fabrik ved siden af Centerfill (også NF) og Therese lærte børnene korrekt svejtser-tysk. Hun rettede os alle til bevistløshed - men vi tog det helt fint.


I 1974 havde seniordirektøren i Nordisk Fjer's hovedkontor - Bech Nielsen - sendt mig til Wien for at oprette et nyt Centerfill-selskab der på min tur til Zürich, men det lykkedes ikke. Så beordrede han en del mærkelige pengeoverførsler, som jeg skulle gennemføre via mine konti i Svejts til England, som jeg ikke fattede meningen af og spørgsmål var ikke tilladt, da det var fortrolige sager, det drejede sig om. Det gode arbejdsklima forduftede lidt efter lidt. Personligt trængte jeg også til ny luft omkring mig.

I 1975 søgte jeg så nye udfordringer igen og fik på den 1. ansøgning ansættelse som regnskabschef på Sekura Maskinfabrik Randers. De producerede traktorkabiner især til traktorfabrikkerne i Tyskland og England.

Vi købte omgående et kæmpehus i 2 etager ialt 296 kvm med built-up tag og bygget med gasbetonsten på en 2500 kvm skrånende grund på Klostervej i Assentoft - 6 km øst for Randers- det var helt nyt - og næsten på tvangsauktion i Finansbanken. Der var skov overfor og græssende heste, som børnene kunne ride på og Randers fjord lå tæt på. Vi havde ingen sol fordi skrænten lå mod syd og huset var elektrisk opvarmet og der var pejs. Pris kr.475.000. Så blev det vinter og jeg kom til at kigge på el-måleren og blev helt rundtosset. Huset brugte 50.000 kwt. om året, så det måtte sælges igen snarest muligt til nogle lige så naive mennesker som os. Det blev selvfølgelig folk fra København, som syntes at en pris på kr.630.000 var et fund. Vi købte så et nyt hus i Mariager til kr. 440.000 i 1978 i Rinddalen 21.

Igen måtte jeg sætte mig ind i en ny teknologi og stable et bogholderi på benene - for alt var kaos rent administrativt. Der var 250 ansatte og kun få troede på at jeg kunne få styr på det administrative arbejde. Men jeg fik fat på DATA-INFORM i Århus og med OCR-maskiner og B-3 systemet og DALØN fik jeg i løbet af et par måneder oprettet en god kontoplan og et månedsregnskab, som man kunne stole på. Funktionærløn og arbejderløn landede samtidig og folkene 'tog hatten af og hilste' når jeg hver dag gik rundt i den store virksomhed og kiggede mig rundt for at finde ud af hvordan produkterne blev fremstillet - de havde vist nok væddet om jeg kunne klare jobbet. Der skulle nemlig også findes på et kalkulationssystem og et lagersystem, for økonomien var mildest talt meget dårlig og kassekreditten overskredet daglig.

Stifteren og ejeren og smeden Frode Petersen havde opfundet 'en bøjle', som kunne sættes på en traktor, så man undgik uheld når traktoren væltede. Han turnerede på markeder og dyrskuer og producerede bøjlerne på sit værksted på Pramvej i Vorup - Randers indtil det gik så godt at han måtte bygge en ny fabrik på Clausholmvej i Kristrup - Randers og sådan opstod SEKURA A/S.

Sønnerne Torben Petersen blev adm.direktør og Mogens Petersen indkøbschef. Produktionschefen var den senere opfinder af 'Ellerten' - Steen Volmer Jensen, salgschefen Max Kielgast og overværkfører Jens Dommerby. Jeg havnede som regnskabschef mellem mange kompetente medarbejdere. Men virksomheden var vokset alt for hurtigt med store kunder som John Deere og International Harvester og det krævede bl.a. bygning af en fabrik i Barnsley i Yorkshire, som også kostede mange penge. De ansatte var tidligere kul-minearbejdere, og der skulle mindst 3 af dem til at svare til en dansk arbejder. John Hamilton var regnskabschef der og ham havde jeg meget kontakt med og besøgte også privat.

Traktorfabrikkerne stillede store krav og nye modeller krævede ustandselig nye kabiner med stor præcision i fremstillingen og dermed i teknikken. Kabinerne blev ofte afsendt med tog til Tyskland og jernbanevogne blev kørt til Clausholmvej på blokvogne og lastet der.

Økonomien blev værre og værre og stadig flere blev ansat. Nye finansieringskilder kom til bl.a. FIH, som krævede deres egen mand ind i økonomistyringen og så blev Otto Eliasen fra Stålvalseværket sat ind over mig til budget/finans-styring, men lige lidt hjalp det.

Så i 1978 efter 3 år på Sekura var jeg 'kørt træt', så jeg reflekterede på en stillingsannonce fra købmand Haudal på Østervold og Storegade, som søgte en økonomichef til det lavprisvarehus, som var under bygning i Paderup syd for Randers. Det lød meget spændende og jeg fik jobbet - selvfølgelig - det var jeg jo vant til og startede en måned senere på kontoret i kælderen under varehuset på Østervold efter fyraften på Sekura og officielt 1.februar 1979. Jeg kom godt ud af det med Aage Haudal Pedersen, som mest gik rundt oppe i butikken og 'bjæffede' ad personalet og ret så ofte på kunderne, som han troede stjal fra ham, når de bar på for store tasker eller frakken bulede ud - men ind imellem meget charmerende - dog kun over for damer. Ham og slagtermesteren var dog på bølgelængde - de var som man kan formulere det  - 'begge meget ligefremme'.

Det var hans store 'hobby' at genere de andre supermarkeder i byen, ved sine 'slagnumre' - især på MÆLK, hvor han pressede Randers Mælkecentral ganske kraftigt. I pressen blev han omtalt som Danmarks dygtigste købmand. Men hans indtjening på Østervold og i Storegade var derfor ikke særlig god og da jeg - efter 3 måneder - fik lov til at se hans budgetter for lavprisvarehuset i Paderup, som det ville koste 50 mio.kr. at bygge, så tog jeg en alvorlig samtale med Haudal. Han begyndte at ansætte afdelingslederne 9 måneder før den beregnede åbningsdag og de begyndte straks at gøre indkøb, herunder import via rembourser, hvor banken krævede sikkerhed for betalingen. .

Det gjorde jeg ham opmærksom på samtidig med at jeg betvivlede hans budgetter for omsætning i Paderup og den stipulerede bruttoavance og budgettet for personaleomkostninger. Han mente at jeg var alt for pessimistisk og at han ville trække kunder fra en radius på 50 km og sørge for at byens andre købmænd ville lukke og gå nedenom og hjem, så han selv kunne bestemme sine priser. Der var derfor ikke meget at diskutere om og hans nye varehuschef Eiler Nielsen havde allerede lejet opbevaringslager nede på havnen til sengelinned og bleer i en mængde, som kunne svare til omsætningen i Skandinavien. Lønningerne var også sat i overkant for at kunne tiltrække dygtige folk.

Jeg fortsatte mit samarbejde med DATA-INFORM i Århus og etablerede et bogholderi via OCR-maskiner og en ny kontoplan, som dækkede alle 3 varehuse med Paderup som det primære.

Allerede nede i 'Østervold-kælderen' var jeg klar over, at det ville ende galt. Alt var simpelthen timet forkert - selv de 30 (!) kasseterminaler og det bagved liggende edb-system fra NCR baseret på PLU-numre (Price Look Up) ville være umoderne på åbningsdagen og der var ingen dankortterminaler, men kun kontant eller check betaling mulig. Bevares - Sparekassen ville åbne en filial i varehuset, men dækkede kun en del af åbningstiden.

Arkitekten på byggeriet var lokal - og ham samarbejdede jeg godt med og han havde forstand på et byggeprojekt af den størrelse. Jeg var meget urolig for overskridelser, men det havde jeg ikke grund til, for byggeriets budget blev nøje overholdt trods mange ændringer undervejs, så der mistede vi ingen penge.  Han var både dygtig og meget sympatisk og blev også inviteret med, da alle cheferne med koner og mænd blev rystet sammen på et weekend ophold på Det Hvide Hus i Ebeltoft. Det gik livligt til både i svømmehallen og på værelserne, hvor slagtermesteren klatrede rundt på balkonerne iført underbukser og en flagrende skjorte ledende efter resten.

Den 30. august 1979 åbnede vi varehuset og da der var rygter om at der ville blive lavet afspærringer af utilfredse konkurrenter, sov alle cheferne på deres kontorer oppe på 1.salen natten til åbningen (sengetøjet hentede vi i varehuset). Det gik også strygende det første stykke tid med masser af gode slagtilbud, men så ebbede nyhedens interesse ud og det blev et meget 'stille hus' undtagen fredage og lørdage, men stadig med et stort personale omkring 200 personer, som det var svært at regulere på med kort varsel.

Der skete også mærkelige ting og sager i varehuset. I sko-afdelingen fandt personalet om aftenen ofte gamle sko i æskerne og i en sending parka-coats fra Korea som måtte sendes med fly til Tirstrup i stedet for med skib for at nå frem til det tidspunkt, hvor de kunne sælges, fandt personalet mange med 2 venstre ærmer eller 2 højre ærmer, men varen var betalt via rembours, så der var intet at gøre.

Mine regnskaber for de forskellige afdelinger viste alt for lave bruttoavancer og i flere tilfælde negative tal og varelagre, hvor omsætningshastigheden var meget kritisk lav, for nye varer pressede stadig på og gamle dessiner kunne ikke mere sælges, men nærmest foræres bort. Ferskvarechefen - Finn Kongsgaard - blev presset af Haudal til at nedsætte priserne, så resultatet blev katastrofalt for den rare og dygtige Finn, som ellers kunne sit kram fra SE-kvantum i Randers og som senere er blevet direktør hos Danmarks Største Købmand, John Hanssen fra Esbjerg med bl.a. kendte firmaer, som Red/Green.

Så kom vinteren 1979/80, som blev så slem at kunderne slet ikke kunne komme ud til Paderup, selv ikke med den gratis indkøbsbus, som Haudal arrangerede. Annonceaviserne blev hyppige og kostbare. Der var sagsanlæg på vej fra USA, fordi vi benyttede 3 hvide streger som en slags LOGO, som en multinational koncern i USA mente at have eneret på og så faldt en del af loftophænget ned i fryserne med madvarer, fordi nogle ophæng svigtede. Madvarer for kr. 100.000 måtte destrueres og forsikringsselskabet ville ikke erstatte noget.

Revisoren havde i mange år været Ove Nielsen, som havde været med i planlægningen længe før jeg kom til og bag ham den stats.aut. revisor Erik Bjerregaard-Jensen, som Haudal aldrig havde truffet. Nu fik jeg ham frem på 1.række da årsregnskab 1979 skulle aflægges. Haudals advokat , som også måtte involveres, fordi jeg ønskede en betalingsstandsning, så vi kunne få et pusterum fra kreditorerne, som vi ikke længere kunne holde fra døren.

Den 1.maj 1980 fik jeg begge indkaldt og sat ind i situationen, hvor jeg havde for 9 mio. kr. ubetalte forfaldne fakturaer. Vi fik med meget besvær Haudal med på mødet og ville have ham til at underskrive begæringen til skifteretten i Randers. Men han ville ikke se situationen i øjnene og ville smutte, men vi fulgte efter ham og advokaten fik ham endelig overtalt og tog begæringen med hjem for at aflevere den næste morgen i Skifteretten, hvilket så skete.

Nu havde vi fred i 90 dage og måtte betale alle nye vareleverancer KONTANT, hvilket gav en masse bøvl, men det var et led i en overlevelse. Sparekassen tog konsekvensen af betalingsstandsningen og nægtede at indløse alle checks, som var i rotation også ca.en uge baglæns. Det resulterede i den besynderlige situation for mig at kontoen blev positiv med ca. 3 mio.kr. på checkkontoen, men jeg tror at de fulgte alm. bankretningslinjer selvom de ikke overholdt den korrekte fristdag for Haudal havde været insolvent i lang tid inden, hvad jeg havde orienteret dem om i mine næsten daglige kontakter med en af dem udpeget person, og det indebar over for kreditorerne at de ikke fik 100% men kun 30% og langt senere op til 50% af deres tilgodehavender udbetalt.

Nu var der lige pludselig 2 bogholderier at føre - ET FØR og ET EFTER_FRISTDAGEN - med en skilledag som skulle efterleves, hvad jeg oplevede som en vanskelig affære. Alle leverandører/kreditorer skulle orienteres og anmelde deres krav, som ikke så mærkeligt langt fra svarede til mine posteringer, for der var lagt renter og gebyrer m.v. oven i og sågar bestilte men ikke leverede varer og mange retssager var under optræk i kølvandet, men det måtte advokaten klare. Udenlandske kreditorer var et særligt problem, men det fik jeg også personligt orienteret dem om, hvorledes dansk lovgivning var.

Jeg havde læst og lært om betalingsstandsning og konkurs i teori, men nu var jeg i praksis og det var noget helt andet, så nyeste eksemplar af konkursloven blev indkøbt og lært udenad, så jeg kunne klare alle typer af kreditorer og dem var der mange af. Nogle var meget hårdt ramt, især reklamefirmaet, som hæftede over for aviser, blade og trykkerier og måtte betale af sine egne penge uden at få nogen fra Haudal. Der fulgte 5-6 konkurser i kølvandet på denne betalingsstandsning, og det var ubehageligt.

Haudal fyrede sin advokat og fik nye, nemlig N.Skovgård Larsen og Søgård Christensen fra Århus og hrs.H.Bro Nielsen i Odense, hvoraf de 2 blev indsat af kreditorerne. Samtidig havde Haudal - under bordet - henvendt sig til FDB med forsøg på overtagelse og jeg havde ringet rundt i Europa til de store varehuskæder, som nu kunne få en chance til at komme ind på det danske marked. I Tyskland havde jeg kontaktet en stor kæde, hvor det viste sig at Werner von Best (Øverstbefalhavende i Danmark under krigen) skulle være min kontaktmand. Jeg lod kontakterne hvile......og fortsatte mit arbejde med at lave et afslutningsregnskab og starte et nyt.

FDB kom ind i billedet (Dansk Supermarked ville ikke være med - de var vist bange for at komme til at konkurrere med sig selv (Bilka, Tilst) og overtog det hele pr.1.7.1980 og jeg blev, som al det andet personale ansat i FDB. De omdøbte lavprisvarehuset til et Obs Varehus og en 'hær' af FDB'ere rykkede ind for at forberede 'konverteringen' og jeg blev bl.a. forbudt i arbejdstiden at beskæftige mig med Haudal's bo.

Det var vanskeligt fordi kreditorerne ville have fat i mig om dagen og ikke i min fritid og varehuschefen - stadig Eiler Nielsen og Haudal bagved, mente at jeg var årsagen til at det var gået så skidt, at de overtalte FDB ved deres ellers rare direktør John Ipsen og Erik Larsen og Skytte, som alle havde fået mine skriftlige redegørelser for hele forløbet, til at fyre mig p.g.a.'samarbejdsproblemer med Eiler M.Nielsen' den 19.august 1980 med fuld løn til 30.november 1980. John sagde til mig 'off the record' at det vil koste FDB penge, men hvorfor spilde din tid her. Ham respekterede jeg fordi mit arbejde i FDB ville bestå i at føre en kassekladde resten af min aktive karriere. 'Guttermanden' fritstillede mig omgående og en lastbil kørte 200 brevordnere m.v. vedrørende boet hjem til privaten i Mariager, hvor jeg kunne fortsætte afviklingen i stor forståelse med de 3 advokater til min omregnede timeløn x 2.

Min fagforening - Sammenslutningen af Firma-Funktionærer - med den dengang meget kendte 'enfant-terrible' Jørgen Tauber-Lassen  ( ham med cigaren og revolveren) ved bordet - skaffede mig en erstatning fra FDB på kr. 30.000 for usaglig opsigelse.

De dokumenter omkring betalingsstandsning, møderne med FDB m.v. meget specielle forhold i 1979/80 lægger jeg ved i et bilag under HAUDAL/FDB-SAGEN.

Frem til 1.december 1980 fik jeg styr på boet og udbetalt de første 2 aconto beløb (og havde 3-dobbelt gage). Vi havde i 1975 købt sommerhus på Als Odde (nordsiden af Mariager Fjord) og Inga var blevet sommerhuskonsulent for Wolters Reisen i Bremen og vi måtte ofte bruge huset i Vidjeparken 153 til reklamationer fra skuffede tyskere, som havde lejet 'et uheldigt' hus..

Hvad skulle vi så gøre ! - VI KØBTE ET MERE FOR HAUDALS OG FDB'S RARE PENGE.

Dengang hed det mest kendte firma for salg af sommerhuse TINDUR i København og de havde en annonce i Randers Amtsavis, som vi reflekterede på og fik tilsendt en nøgle - ligesom flere andre.
Samme dag tog vi derop og faldt for det 90 kvm. store norske bjælkehus oppe på toppen af klitten med 2446 kvm grund midt i en blandet skov 900 m fra vandet (som vi kunne se dengang) og kun 700 m fra vort eget sommerhus.

Vi måtte blive siddende hele dagen og fortælle de andre som kom, at 'DET VAR SOLGT' og de afleverede pænt den nøgle de havde modtaget i den tro at vi var repræsentanter for Tindur. Vi gentog det søndag og så var alle nøgler 'hjemme'.
Mandag morgen købte vi huset for kr.185.000. Sådan gør man, når man vil have noget godt !
I 1983 købte vi en tilstødende grund på 2893 kvm. til og endelig i år 2001 købte jeg yderligere en tilstødende grund på 2.500 kvm.....'så nu er jeg lille skovejer med 1½ tønde land'.

Sten havde fået arbejde hos Hope Computer Corporation og i fritiden havde han og kammeraten - Lars Bøgh - lavet et firma, som hed Stela Video I/S, hvor de beskæftigede sig med produktion af reklamevideo. Direktøren på Hope - Thure Barsøe Carnfeldt blev straks interesseret i sin nye medarbejder, for hvad var bedre end at sende en video med hans produkter, det var næsten bedre end en trykt 'brugsanvisning' - så de fik et samarbejde igang. På det tidspunkt arbejdede Hope Computer ikke bare i Hadsund men også på en lille fabrik 12 km øst for Hadsund, nemlig i Als (hvor vort sommerhus lå ikke langt derfra. De konstruerede Danmarks første El-bil - Whisper - og det var ikke uden problemer. Sten lånte den en weekend for at lave reklamefilm med den. Hans mor og far skulle køre bilen og Lars og Sten skulle så filme os gennem taglugen på deres gamle SAAB.


                                                        Sten og Whisper i Helberskov

Samtidig var BT på udkig efter bilen, som de endnu ikke måtte hverken se eller prøve, så vi gemte den ude ved sommerhuset og fik ladet de mange batterier op i løbet af natten. Bilen kørte fint og dejlig lydløst og havde en aktionsradius på ca. 100 km og kunne nemt køre 80 km i timen. Den var meget enkel at betjene - der var en kontakt som skulle flyttes fra '0' et trin til højre og så gik det fremad. Et trin til venstre så bakkede den.  Vi kørte mod Als Odde og 'drengene' filmede - så skulle de ha' nogle rigtig gode billeder ude på Odden. Ved siden af Lodsbåden  var en ophalerplads for småbådene og der stod vi så med bilens front næsten nede i vandet, som om vi skulle 'sejle' med bilen. Det gik fint altsammen indtil jeg skulle bakke tilbage - da blev jeg bange, for nok skulle kontakten 'til venstre' - men den var gået løs, så jeg vidste ikke hvor 'venstre' var. Håndbremsen virkede heldigvis og det lykkedes at komme op på grusvejen igen, men der var nerver på. Se her: - Opdateret 9.okt.2010 fra Facebook !

Senere gik det galt under presentationen af Whisper inde i Forum, hvor den kørte ind i en søjle, men da var det ikke mig som styrede den. Synd for Danmark og især for Thure Barsøe Carnfeldt at den ikke fik den succes, som den fortjente. Den prototype vi kørte var meget tæt på at være 'salgsklar'.

Så var jeg ARBEJDSLØS i en alder af 48 år - det havde jeg ikke prøvet før og det indebar hyppige besøg på AF-kontoret i Mariager og 30 ansøgninger med 29 afslag i perioden december 1980 til december 1981 - det var ret barsk for jeg var jo vant til bid på den første ansøgning - og min selvtillid begyndte at falme lidt i kanterne, men vi var ret mange i arbejdsløshedkøen på det tidspunkt.
Heldigvis arbejdede Inga på SØDISBAKKE og mine A-kasse penge, hendes løn samt ansættelsen som sommerhuskonsulent for Wolters Reisen i Bremen gav 'margarine på bordet'.

Men der er altid håb forude og min ansøgning 18.12.1981 via Revisionskontoret i Randers med stats.aut. Jørgen Lund som revisor gav pote. De havde nemlig også været revisorer på Sekura med statsaut.revisor P.B.Nørgaard som kendte mig.

Randers og Viborg Mejeriselskab - eller Randers Mælkecentral - søgte en regnskabschef, da den hidtidige havde fået nyt job hos Børge Kayser i Polar Vask. Selskabets direktør Poul Holmskov kendte mine tidligere chefer på Sønderbys Fabriker (alle i dansk mejeribrug kender hinanden og havde et venskabeligt forhold, hvad der vist ikke er tilfældet idag med een stor og få små) og han spurgte Gunnar Jensen og E.W. Christoffersen i Ebberup om mig og så var jeg ansat fra 1. februar 1982.

Poul Holmskov var en lidt ældre sympatisk mand og selskabets bestyrelsesformand gårdejer Jens Offersen ligeså. Jeg må have gjort et godt indtryk hos dem begge under ansættelsessamtalen og mine 10 tidligere år i mejeribranchen talte ret meget, for jeg viste jo en del om fedt-procenter og reduktaseprøver og hvordan man kalkulerede prisen på 1 kg smør, og jeg kendte produktet dåsefløde, som det viste sig at RVM også producerede til export. Så jeg svarede rigtigt på deres mange spørgsmål og de var kun lidt forbeholdne fordi jeg var københavner, og jeg skulle omgås jyske bønder. Men de overvandt deres forsigtighed. Vi forhandlede en startløn på kr. 160.000,- uden pension.
Jeg passede bare perfekt til stillingen, da jeg også kendte til mælkeafregningssystemet på LEC i Århus og havde stort kendskab til EDB systemer på brugerniveau. RVM var med i KLØVER MÆLK samarbejdet hvor dengang 18 mejerier deltog under et fælles kontor i Århus ledet af mejeriingeniør Frede Hansen, som senere blev direktør i Naturgas Midt-Nord og som gav i 2004 anledning til nogle slemme overskrifter i 'boulevardpressen'.
RVM havde som sagt ved siden af nogle specialproduktioner, som var udenfor KLØVER-samarbejdet, for Poul Holmskov havde været meget fremsynet. Vi producerede UHT-produkter (langtidsholdbare) og Congo chokolademælk på flasker og steril kaffefløde også i 200 ml. flasker foruden den sterile 23 % ell. 25% fløde i 6 oz. dåser (især til Mellemøsten). Der var flere tilsluttede mejerier - Øster Tørslev med Cheddar-ost også til export og senere Mozzerella. Thorup mejeri i Knebel med Danbo og specialoste til export, Ørsted mejeri med hjemmemarkedsost og endelig Thorning mejeri med den kendte ØKILDE OST.

Denne gang måtte jeg igen oprette en hensigtsmæssig kontoplan og da Landbrugets EDB Center (LEC) havde et svensk bogholderisystem EPOS hægtede jeg mig på det, først med OCR-maskiner - senere med online registrering.
Ved hjælp af special-kodninger kunne systemet udbygges med rapporter af enhver art og det udnyttede jeg i meget stor grad. Mejeribruget kører i 4-4-5 ugers intervaller (4-5-5 i juli kvartal ved 53 uger), med måneds- kvartals- og årsregnskab. Der bruges oktober-året som årsafslutning. Endemålet med disse regnskaber/budgetter er at få et meget vigtigt tal frem, nemlig hvad mejeriet opnår i pris på 1 kg mælk med 4,2 % fedt og 3,4 % protein.

Det var egentlig ret enkelt at bygge rapporterne op på.......når man altså viste hvordan man kom frem til resultatet.

Mælkeafregningssystemet overfor de 550 andelshavere blev meget automatiseret i de år og tankvognene havde registreringsnøgler, som vi aflæste og sendte over systemet til LEC.
Det skal tilføjes at vi havde direkte linje i kabler til LEC fra Randers og det skete nu og da at kablerne blev gravet over, så måtte vi bruge/oprette nødforbindelse til LEC med 2 telefonforbindelser, det fungerede, men var ikke smart, da det kunne ske på alle tider af døgnet og så måtte jeg være stand-by.

Ordresystemet -Butik-Mejeri-LEC-  eller Butik-LEC-Mejeri  - kørte på samme system med 'ringepiger' (indsamling af leveringer til næste dag) som afsluttede ordrerne til næste dag efter kl.20 om aftenen og det krævede meget stor præcision af alle parter. Jeg har oplevet at blive tilkaldt kl. 23,30 for at udskrive nye følgesedler til næste morgen fordi der var udskrevet forkert dag.

Virksomheden kørte stort set døgnet rundt og det var en belastning for administrationen, som måtte følge med og sørge for at alle edb-terminaler var i funktion. IBM 8240 systemet skulle fungere ligesom de matrixprintere der var nødvendige, for at kunne udskrive følgesedler til leverancer og eller ændringer i samme. Nervøsitet/stress som systemansvarlig var bandlyst, men uundgåelig.

Poul Holmskov døde pludselig efter jeg havde været ansat ca. 1 år. Det var et stort tab for andelsselskabet og mig, for han havde virkelig bygget selskabet op ved stor fremsynethed og stor troværdighed. Han havde i øvrigt sendt mig på en salgsrejse til London, hvor jeg i den Danske Ambassade præsenterede fødevarer for engelske importører. Jeg stod for mejeriprodukter, herunder alle vore langtidsholdbare mærkevarer.

Vor nye direktør blev hentet fra Slagelse mejeri og han hed Jørn Pedersen.

Jeg var blevet medlem af Kløver Mælks økonomigruppe, hvor der sad 6 repræsentanter fra forskellige mejerier, Enigheden i Århus, Vekofa i Fredericia, Grænseegnens mejeriselskab i Sønderborg, Ålborg mejeri m.fl. med Frede Hansen for bordenden. Vor 'fælles fjende' var Mejeriselskabet Danmark - senere MD-Foods og nu Arla. Dengang kunne ingen af os se at alle i løbet af ganske få år ville blive opslugt af denne mastodont. Vi var - på det tidspunkt - ligeværdige med dem og havde et langt bedre ry blandt kunderne.

Hjemme i Randers var jeg også sekretær for bestyrelsen og havde rigeligt at se til i det daglige arbejde. Der var mange rare kolleger på de 5 tilsluttede mejerier, som jeg havde daglig kontakt med. Jeg vil især nævne vor salgskonsulent Arne Tøfting, som udførte et stort arbejde under besværlige forhold.

Privat gik det fint - Pia havde også købt hus i byen og vi havde vort første barnebarn - Denice - tæt på os og Inga arbejdede daglig på Sødisbakke og sammen tog vi os af sommerhusudlejningen, hvor vi havde årlige møder med personalet i Bremen. Vi var hvert år på ferie i udlandet og nød det travle liv.

Så skete det vi mindst af alt havde ventet - Inga fik konstateret brystkræft i januar 1987 og det havde sat sig fast og spredt sig til ryggen. Det var blevet opdaget for sent - der var ingen forvarsel - og hun måtte indlægges i Randers og derefter i Århus og efterfølgende have stråler og kemobehandling. Vi burde have været mere opmærksomme for flere af hendes søstre havde kræft og arveligheden spiller ind.

Når man bor i Mariager og skal behandles i Århus er der for langt at køre især hjemturen, hvor hun havde det slemt. Vi besluttede at flytte tilbage til Assentoft i 1988, hvor vi havde hjulpet vor søn med en ejerlejlighed i et dobbelthus, som han ikke længere benyttede til sit formål.  Umiddelbart efter var den anden del af huset til salg og den købte vi, da den var større og mere hensigtsmæssigt at bo i. Så lejede vi den mindre lejlighed ud.

Inga fik det værre, men havde dog gode perioder ind imellem, bl.a. i sommeren 1988 var vi på Kos en uge, hvor vi badede og havde det rigtig rart trods at kræften havde smuldret en ryghvirvel væk, så var hun tapper og havde livsmod. Da vi kom hjem fik hun i august efter eget ønske maleudstyr og hun, som aldrig før havde malet, lavede 18 malerier inden julen 1988. Den 3.november var vi til Harry Belafonte koncert i Århus Musikhus og dagen efter malede hun et billede til minde om den aften.

I december 1988  kunne hun ikke længere være oppe men blev sengeliggende. Mens hun lå der indtalte hun 3 kassettebånd med historier til de 2 børnebørn, vi nu havde. Hun var glad hver dag , men nu var det nødvendig med lægehjælp meget hyppigt og ligeledes sygeplejeske og Tina tog orlov fra sit arbejde i Sparekassen for at passe sin mor. Inga havde nu  fået indopereret et epidoralkateter og vi alle kunne give hende morfin hver 4. time.  Pia og Sten var der hver dag og hjalp til og jeg kunne passe mit arbejde uden for mange forsømmelser. Hun var nu meget besværet af helvedesild, som vi måtte prøve at mildne med forskellige præparater og saltopløsninger. Vor dejlige læge Mogens Kehler importerede medicin fra Flensborg, men lige lidt hjalp det. Inga viste at hun skulle dø og det ville hun skulle ske hjemme, så hun blev udskrevet i god tid forinden og fandt fred i hjemlige omgivelser.

De sidste dage op til 4.april 1989 måtte hun have ketoganindsprøjtninger, som Sten alene kunne give hende, men der var intet håb og med os alle rundt om sig sov hun stille ind i en alder af 54 år. En alt for tidlig død og vi som havde  planlagt vor pensionisttilværelse sammen kunne ikke opnå det.
33 års ægteskab var slut og et nyt liv skulle skabes for den overlevende.

                                             
                                                       Nyborg kirke 2.juledag 1956

Slut


Til toppen

Til forsiden